Kobberbryllup som selvstændig (februar ’26)

Jeg kan nu fejre kobberbryllup som selvstændig!
Det er en god anledning til at reflektere over:
- Hvorfor og hvordan endte jeg som selvstændig?
- Hvad synes jeg var svært i starten?
- Hvad sætter jeg allermest pris på nu ved mit job?
Hvorfor og hvordan endte jeg som selvstændig?
Jeg har aldrig haft en drøm om at blive selvstændig. Jeg kan godt lide tryghed og har derfor altid sat pris på den månedlige lønseddel.
Efter en lykkelig skilsmisse (en afskedigelse, som jeg også selv syntes var det helt rigtige), skulle jeg i gang med kaffemøder og finde mit næste job. Mange spurgte, om ikke jeg skulle være selvstændig konsulent, og mit svar var, at det troede jeg bestemt ikke.
Men ret hurtigt viste det sig at være en god idé at se efter konsulentopgaver sideløbende med jobsøgningen. Da jeg havde et langt opsigelsesvarsel og alligevel stod uden job, løb jeg ikke en økonomisk risiko, men kunne tværtimod tjene flere penge, mens jeg fandt det næste job.
I løbet af få måneder havde jeg gang i så meget konsulentarbejde, at det reelt var blevet mit nye job. Og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ønskede at blive ved med at være selvstændig.
Hvad synes jeg var svært i starten?
Der var især tre forhold, som jeg i starten så som udfordringer, men som har løst sig over tid:
- Hvad tænkte folk om mig? Skiftet fra at have en titel som Vice President til at være selvstændig tænkte jeg kunne få andre til at stille spørgsmålstegn ved, om jeg havde noget at lave. Ret hurtigt fik jeg dog selvsikkerhed via de kunder og opgaver, jeg landede, kombineret med at flere i lønmodtagerjobs sagde til mig, at de helt kunne misunde mig livet som selvstændig.
- Fraværet af det lange seje træk og at være en del af en “familie” – Jeg lander ofte længerevarende opgaver, er med til implementering af projekter og forandring, og arbejder jævnligt for de samme kunder igen. Det, kombineret med at jeg har løbende dialog med andre, der er selvstændige som jeg, betyder, at jeg ikke længere føler, der er et udækket behov.
- Det ikke længere at være leder – Jeg har været leder i langt over 10 år og har haft store afdelinger, hvilket jeg satte stor pris på, så det var helt klart et savn i starten. Over tid har det dog løst sig ved, at jeg ofte både leder projektteams, sparrer med ledelsen om ledere og medarbejdere og derved stadig har mange af de aspekter, som jeg sætter pris på ved at være leder.
Hvad sætter jeg allermest pris på ved mit job?
Her er nogle af de ting, der gør, at jeg elsker mit arbejde:
- Meget stor variation – både med brancher og typer af opgaver
- Masser af mulighed for hurtigt at skulle sætte mig ind i ny kompleksitet og udfordre mig selv
- Vidt forskellige niveauer – lige fra at udarbejde strategier til at være med til at teste et website op til launch
- Jeg føler altid, at jeg bliver behandlet som “en del af holdet” hos kunderne
- Mange kunder rækker selv ud efter mig for at få hjælp
- Stor fleksibilitet – jeg prioriterer altid meget ferie, arbejder i perioder virkelig meget, men kan også sagtens have perioder med eksempelvis 3-dages arbejdsuge
